Alegrias – Amarantkager fra Sydamerika

Så sidder man her endnu engang bag skærmen. Med bare fødder, og den fede smag af brun farin i munden. Nå ja, det kunne vel være værre, tænker du måske? Og ja, det kan som udgangspunkt altid være værre. Men det min mund smager af nu, er nu slemt nok. Jeg har nemlig bagt igen. Og igen er det gået lidt skævt. Hør nu bare her om min stressende oplevelse der – som et IC-4 tog -fejler på leveringen.

Alegrias. Eller Amarantkager. Det er kager der stammer fra Sydamerika. Amarant er en frøplante, der i Inkariget blev betragtet som en hellig afgrøde. Der var nu ikke noget guddommeligt over dem. Det kommer jeg tilbage til.

Amarant var en af de ingredienser jeg, i dette forløb med min kogebogsudfordring, ikke lige havde på hylderne i spisekammeret. Faktisk havde jeg ikke hørt om det før jeg første gang bladrede bogen igennem med mine nysgerrige og grådige øjne og med savl hængende ud af den ene mundvige, som en dårlig imitation af en superskurks uheldige sidekick.

Jeg fandt det dog på Matas’ hjemmeside, hvor de har en masse forskellige fødevarer inden for helsegenren. Da jeg fik det hjem, måtte jeg selvfølgelig smage lidt på det. Nysgerrigheden var stor, om end dets æstetiske udtryk nedregulerede grådigheden betragteligt.

Det ligner ikke rigtig noget, der kan blive til mad. Bittesmå frø. Så små at de næsten ikke kan fanges mellem to negle. Ja, vi er vist nede på lusestadiet. Og de smager heller ikke af noget. Og de er knasende hårde som rå ris.

Jeg var ikke imponeret, men tværtimod frisk på udfordringen.

Nu er jeg ikke den bedste detailplanlægger. Jeg er bedst til at få de gode ideer og lægge de store masterplaner (der undergår ændringer hvert kvartal når en ny ide bider sig på).

Sådan har jeg det for eksempel med vores ca. 1000 kvm store have som blev til da vi byggede vores hus for 3 år siden. Engang imellem sidder jeg og stirrer tomt ud på den bare plæne, og pludselig får jeg en sublim ide. Så fatter jeg blyant og den nærmeste rudekuvert og griber efter den store havebog for begynderen og skitserer vandfald, barokhaver, plantager og rosenomfattede rundkørsler. Så proklamerer jeg ihærdigt for Allan når han kommer intetanende ind ad døren efter arbejde, at dette er sådan vores have skal se ud, og det kræver bare lige det og det, og det kan jeg da nemt lave selv etc.

Så plejer han at rynke brynene, stønne opgivende, og gnide sig i tindingerne. “Jeg er kun lige trådt ind ad døren”. Så trækker jeg mig for at give ham tid til at summe over den gode ide, som VIL blive en realitet. Bare vent og se, det er så nemt, og jeg kan sagtens lige gøre det i en håndevending. Nogle måneder efter har jeg selv glemt min gode ide. Allan har desperat ignoreret den, og VUPTI pibler nye ideer frem. Nu skal det se helt anderledes ud. Og vi starter forfra.

Så jeg får altså rigtig mange gode ideer, men mangler blot at få nogle mere realistiske ideer.

Dette blogindlæg har jeg heller ikke fået planlagt særligt godt. Eller rettere: End af de vilde haveideer, jeg fandt på en mandag formiddag mens jeg stirrede tomt ud i haven, blev siddende og for 4.400 kr. planter og frugttræer blev bestilt over nettet til levering…i fredags. Jeg havde endnu til gode at bage disse amarantkager som jeg havde planlagt at bage i denne weekend, og der skulle jo også afsættes tid til at skrive indlægget så det kunne være ude søndag kl. 12, så jeg ikke begynder at fremstår fuldstændig upålidelig.

Men de her træer og planter kunne jo ikke lige vente med at komme i jorden. Weekenden er jo der, hvor Allan og jeg er hjemme hele dagen begge to. Så det var det eneste tidspunkt man kunne få tid og overskud til at udføre mine vilde planer.

Der var derfor kun én løsning. Jeg måtte pukle hvert ledige øjeblik. I går fik jeg plantet de fire frugttræer. To pæretræer (Alexander Lukas og Carola) og to kirsebærtræer (Skyggemorel og Stella). Bagningen måtte jeg presse ind, hvor der var plads.

Jeg startede derfor med at riste amarantfrøene på en tør pande indtil hele huset lugtede af brændt popcorn. Så de blev nok lige vel ristede…

Derefter ud i Family Garden, Odder, for at købe opbindingsgrej så disse frugttræer ikke vælter for en god bemærkning. Der er jo trods alt tale om en ret åben have med en nyplantet hæk og en strid vestenvind der fejer ind over plænen. Så de skulle kunne stå en efterårsstorm igennem.

Derefter hjem og ordne frokost og middagslur, hvorefter vi kunne plante træerne. Da det var gjort stormede jeg ind i køkkenet og klokken 16.30 begyndte jeg at lave amarantkager. Det fremgår af opskriften, at tilberedningstiden er 15 minutter, så jeg vurderede at det var realistisk at lave kagerne færdige, og begynde på aftensmaden kl. 17 som sædvanlig.

Men nu er det jo sådan med mine planer, at de nogle gange godt kan mangle lidt rødder i hvad der er realistisk. Og rigtig nok. Da klokken var 10 minutter i fem, var min sirup af brun farin, vand og citron ikke blevet spor tyk som det ellers tod at den skulle blive. Med en familie, der gik omkring og sendte mig bedende og til tider ondskabsfulde blikke, vurderede jeg at nu hælder jeg bare de amarantfrø i og så må det blive som det gør. Familien skulle jo også fodres.

Så jeg hældte amarantfrø i massen sammen med peanuts og rosiner. Og massen ligner slet ikke den på billedet. Det var noget tyndt sjask, og på det her stadie skulle de være klumpet og tørt så det kunne formes. Jeg måtte tænke hurtigt. Min originale plan var for længst gået i vasken, så det var tid til at finde på en ny plan. Smider jeg det ud og går i gang med maden? Eller skal jeg gøre et forsøg og få det her til at blive sådan nogenlunde? Jeg valgte skyndsomt den sidste mulighed, og gik i gang med at hælde en håndfuld uristede amarantfrø i blandingen. Det havde absolut ingen virkning. Det gav ingen fylde overhovedet. Hurtigt greb jeg havregrynene og hældte en halv pakke i. Og nu skete der noget. nu kom klumperne og det kunne presses i forme.

Kære Inkaer. Hvis i havde rejst udenfor jeres egen regnskov engang imellem ville de her amarantfrø ikke syne så guddommelige. Næ, havre er gudernes korn!

De må have vidst det allerede den gang. 115 gram amarantfrø til 800 GRAM BRUN FARIN. Så vidste man godt at det var op ad bakke.

Nu skulle “dejen” så stå og køle lidt af inden den skulle presses i forme. Det er jo trods alt varm sukkersirup. På dette tidspunkt er klokken slagen 17.30. Og jeg befinder mig igen ved en kulinar-logistisk skillevej. Skulle jeg lave aftensmaden, og vente med at lave kagerne til senere i aften (hvor jeg bare vil ligge på sofaen og spise bom og se Suits)? Eller skulle jeg lige gøre de her kager færdige og så laver jeg noget hurtigt aftensmad? Igen valgte jeg – tidsoptimist som jeg er – dør nummer 2.

Manner det var noget varmt stads at mase ned i formene! Alt i mens blev stemningen i huset mere trykket og jeg følte en vis form for slet skjult mishag over mine  prioriteringer. Folk var sultne. Men jeg ville bare så gerne lige gøre det færdigt.

Klokken 18.20 kunne jeg servere en hurtigt sammenbikset æggekage og en færdig plade amarantkager der stod til afkøling. Og de fik lov til at stå til næste dag. For jeg skulle have benene op og se Suits. I øvrigt mega god serie. Den kan anbefales (Netflix)

Her til morgen, var min plan at se hvordan resultatet var her 12 timer senere, og skrive om min oplevelse på bloggen inden klokken 12. De smager ikke for godt. De er fedtede og meget søde. Amarantfrøenes eventuelle smag forsvinder fuldstændig i alt de sukker.

Klokken er nu 10.11 og jeg må konkludere, at nok er de ikke blevet så vellykkede, men nogle gange laver jeg altså nogle planer der – hvor hovedkulds de end synes – lykkes.

Og. Nu har vi – udover vores 2 år gamle æbletræ og vores solbærbuske- også pæretræer og kirsebærtræer. Det er så lækkert, og jeg glæder mig sådan til jeg kan høste fra dem. Der er i hvert fald nogle opskrifter i Edward Gees bog med kirsebær, som jeg har gemt til jeg engang havde mine egne økologiske kirsebær.

Denne søndag vil jeg bruge på at tilplante mit staudebed som jeg helt selv har udgravet og anlagt stenkant omkring. Den er også et produkt af en vild mandagsplan. Dog en som Allan med sædvanlig snusfornuft fik overtalt mig til at skalerede kraftigt ned i mindre etaper.

Næste gang bager jeg enten en æbletærte med æbler fra eget træ fordi jeg slet ikke har bagt noget fra Skandinavien  endnu. Eller også bager jeg en squashkage med de flotte økologiske squash jeg fik rakt ind over hækken af vores søde nabo. Hurra for nye hække!

Nyd din søndag. Lad være med at læg for mange planer.

Anette

One Reply to “Alegrias – Amarantkager fra Sydamerika”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *