Biscotti

Det var en blæsende og kold efterårsdag, og jeg havde lyst til at bage. Jeg fandt derfor denne opskrift i bogen og heldigvis havde jeg alle ingredienser. Selv de lidt mindre sædvanlige ingredienser som muscovado-sukker og tørrede tranebær var på lager. Det var først efter jeg var begyndt at bage, at jeg opdagede at jeg ingen pinjekerner havde.

Det står og falder nu nok ikke med pinjekerner, så jeg brugte hasselnødder i stedet for. Først skulle de ristes på panden, og derefter hakkede jeg dem meget groft.

Muscovadosukkeret var blevet hårdt og klumpet, som det jo gør efter åbning. Jeg har set en hel masse Martha Bakes på Netflix og hun anbefalede at komme et stykke æble ned til sit muscovadosukker for at holde på fugten. Det giver god mening, jeg ønsker bare ikke at have en overgæret æblebåd i mit sukker. Punktum. Så heller hakke det godt igennem når man skal bruge det. Jeg burde vel egentlig have hakket det i minihakkeren, men så langt tænkte jeg naturligvis ikke.

Så jeg lod elpiskeren puffe det rundt sammen med de øvrige ingredienser og det tog naturligvis en krig og der var stadig klumper af sukker i efter lang tids piskning. Hjernen har en tendens til at slå fra når den har lyst til kage. Jeg ved ikke om alles hjerne er ligesådan, men sådan er min i hvert fald.

Efterhånden får jeg en god fast dej, som jeg former til en bred pølse. Den så lidt smallere ud en den på billedet, men længden passede vist meget godt. Den ryger så i ovnen i hel tilstand, og efter knap en halv time tager man den ud og køler den lidt af inden den skæres ud i skiver og bages videre med skiverne lagt fladt mod bagepladen.

Biscotti betyder “bagt to gange”. Ikke et særligt originalt navn, men det lyver ikke.

Jeg var meget kagesulten og havde i min desperation taget frosne petit fours op fra fryseren. hvis du ikke har prøvet at spise frossen kransekage, kan jeg anbefale det. Det var et lækkert lille intermezzo, men vidnende også om en vis desperation.

Da de endelig var færdige, skyndte jeg mig at smage en lun biscotti. Den var blød og smagte som brunkager, hvilket ikke er så underligt, siden der skal brunkagekrydderi i dejen. det er virkelig ikke en kage der fejer noget ind under gulvtæppet.

Efter noget tid var de kølet helt af, og var blevet hårde. En ret delikat kage som passer godt til en kop kaffe på en råkold efterårsdag. Eller i mit tilfælde en kop varm kakao. Jeg har endnu ikke lært at drikke kaffe og er nået et punkt, hvor det passer mig fint.

Er jeg den eneste, der elsker efterår? Det regner og rusker og man har lyst til hygge indenfor med hjemmebag og varm kakao og stearinlys. Jeg elsker når det bliver mørkt tidligt. Og så varsler det også at der ikke er længe til jul. Sommer er en populær sæson at elske, og det er sjældent at jeg møder andre som mig, der foretrækker efterår. Så hvis du er derude så råb op så jeg ved jeg ikke er alene.

Kan i hygge jer.

Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.