Naanbrød – Back to basics

“Back to basics”…ja, der må vi vel alle parkere ambitionerne en gang imellem. Nulstille. Genstarte. Engang imellem bliver verden for pyntet, for kaotisk, for sammensmeltet. Så er det vi søger tilbage til simplere tider. Til en tid, hvor man kunne lykkes med få midler.

Det har jeg for nylig praktiseret. Jeg har søgt tilbage til en verden uden hævekurve, pyrolyse og nysselig omhu, og har bagt – eller faktisk grillet – hjemmelavet naanbrød.

Faktisk foreskriver traditionen, ifølge Edward Gee, at naan bages i en stenovn. Det må man da kalde back to basics. Og det må man også  kalde lidt umuligt når man kun er gennemsnitsparcelhusdansker med et par kuglegriller i varierende størrelser som det tætteste på antik madlavningstilbehør til udendørs brug.

Jeg stod dog og sendte ubeslutsomme blikke mod spisekammeret, hvor min nyerhvervede bagesten residerer. For vi skulle faktisk grille den dag. Med Odder-grillere fra Kvicklys slagter, tomatsalat, kartofler og hele herligheden serveret for første gang i år på vores vindomsuste og solbrankede terrasse med en faretruende ustabil og lidt for billigt indkøbt parasol foldet ud over vore hoveder.

Men så var der jo lige det med, at en bagesten gerne skal ligge og blive godt varm på grillen inden man kaster sit bagværk på. Og kunne jeg helt overskue, hvad der foregik ude på grillen (læs: Allans territorium) mens jeg jonglerede med alt det der ikke havde med kød at gøre inde i mit 30 grader varme køkken alt imens jeg forcerede efterladte billedbøger og Duplo-klodser?

NEJ!

Så jeg måtte flytte blikket fra spisekammeret og til opgaven foran mig: At få mad på bordet til 2½ mand inden solen gik ned!

…Og helst undgå en nedsmeltning.

Hvor er det egentlig stereotypt, at det øjeblik madlavning indeholder et vist element af fare og brug af åben ild, så er det mandens territorium mens kvinden er parkeret på “tilbehørsholdet”. Jeg klager bestemt ikke. Jeg foretrækker faktisk at være hende, der laver salaten. Og uanset om jeg laver mad inde eller ude, er der altid et element af fare indblandet.

Men jeg kan alligevel ikke undgå at spekulere over om det er et simpelt urinstinkt i de gode mandfolk. “I man. I make fire”. Så kan de stå derude og hoppe brølende rundt om Weber’en mens de slår sig selv på brystet og bliver bekræftet i at de er modige mandfolk. Det er i hvert fald det billede jeg får i hovedet. Jeg har endnu til gode at se det udført. Gudskelov.

Allan griller nu på en meget rolig måde. Det er noget med en ret lang pølsetang, der i sikker afstand vender pølserne, mens den anden hånd behændigt klynger sig til en dåse øl. Men jeg har nu også indtryk af, at han er kravlet et ret godt stykke op ad evolutionsstigen.

Nok om mine evolutionære spekulationer. Det var vist noget naanbrød vi kom fra.

Dejen er simpelthen så nem at lave. Mel, salt, yoghurt, gær og vand blandes og hviler i en times tid. Så former man lunser af dejen til ovale brød af ca. 1 cm’s tykkelse. Derefter op på grillen (indirekte varme, hvis det er muligt) og så bliver de boblende lækre. Til sidst pensler man en blanding af smeltet smør med hvidløg og koriander på.

Det var virkelig back to basics. Og endnu mere back to basics, da det eneste hvidløg jeg havde var faretruende blødt og viste sig at være råddent inden i. Og endnu endnu mere fordi jeg ikke lige lå inde med frisk koriander (mest fordi jeg synes det smager af sæbe og derfor undgår det som pesten). Krydderiblandingen blev derfor en noget amputeret udgave med smør og det bedste Santa Maria kunne tilbyde i form af tørret timian med udløbsdato engang i sidste årti.

Tingene gik derfor ikke helt efter planen. Det er der jo sjældent noget der gør.

Jeg vil lægge kortene på bordet med det samme: Jeg undgik ikke en nedsmeltning.

Det gik desværre ud over Allan, og alle i en radius af 500 meter, der måtte høre mig råbe ud i intetheden fordi der ikke var dækket bord. En lille ting, der i mit begrænsede perspektiv blev kæmpestor. Jeg bliver faktisk ret pinlig berørt som jeg skriver dette her. Det er aldrig sjovt at se på skrift de ting man helst vil glemme.

Men nu står de der. Jeg råbte af min mand. Og det kan jeg stadig skamme mig over.

Så kunne jeg sidde der under det måltid jeg havde kæmpet for at få på bordet og surmule, indtil det blev for uudholdeligt, og jeg måtte kigge Allan dybt i øjnene og sige undskyld.

Og så kunne nedkølingen begynde. Den befriende nedkøling. Den velsignede lettelse som et oprigtigt “undskyld” fører med sig.

Og da jeg ikke skulle koncentrere mig så hårdt om at være vranten, kunne jeg i stedet koncentrere mig om det lækre måltid vi havde fået lavet.

Naanbrødene smagte rigtig lækkert. Nu havde vi blot vores lille pølsegrill i brug, så vi havde ikke mulighed for at give brødene indirekte varme på grillen, hvilket jeg tror at de ville have haft rigtig godt af. De var lidt klæge i midten, hvilket må tilskrives den hurtige tilberedning over direkte varme. Klæge eller ej: De smagte rigtig godt. Og de bliver helt bestemt lavet igen. Helst uden en nedsmeltning af atomare dimensioner fra min side af.

Det er vel bare sådan verden er nogle gange.

Man kan forsøge at gøre det nok så simpelt, men ud af intet presser kaos sig pludselig på. Det kommer om man vil det eller ej. Nogle gange vælter det ind ad døren som en påtrængende storm og andre gange som en snigende oversvømmelse. Så er der ikke andet for end at samle sin viljestyrke og prøve at presse den anden vej. Nogle gange vinder man ikke over kaos, og så må man bare rydde op efter det så godt man kan. Det er også okay. Vi er jo bare mennesker 🙂

Hav en dejlig søndag alle sammen, og tak fordi i stadig vil læse med om mit lille bageeventyr. Om 14 dage laver jeg pitabrød og i er velkomne til at følge med.

Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.