Sausage Rolls – en britisk forårsrulle

Sausage Rolls. Det første jeg tænker på er pølsehorn. Er det også det du tænker på?

Men det er også lidt derhen ad, og så alligevel ikke. Hvis vi absolut skal lave en analogisk pølsevognsfortolkning så er det vel nærmest en hapsdog – blot i butterdej. Den består af fars pakket ind i butterdej. Og opskriften dikterer, at det skal være færdiglavet butterdej. Yes! Jeg elsker når det sker! 🙂

Den er ikke for køn. Så er det sagt. Men den smager udmærket, selvom der er et stykke vej til at få min klokke til at ringe. Den giver sig i hvert fald ikke ud for at være mere end den er, og det kan jeg sådan set ret godt lide.

Denne søndags bagværk er del 2 af min madpakkeføljeton. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg som du kan læse her, var kantinen på min mands arbejde lukket i en periode pga. ferie, og det gav mig mulighed for at forkæle ham med noget bagværk fra Edward Gees bog.

Sausage Rolls var oplagt at bage fordi det er kødfars pakket ind i butterdej. De er således svinerifri og håndholdte.  Altså, perfekte til madpakken.

Først skulle jeg opbløde 20 gram hvidt brød i 2 tsk mælk. Det lød ikke af meget, og jeg var en kort overgang skeptisk for om der var nok væde til at bløde brødet op med. Men det rakte fint.

..Stol nu bare på opskriften engang imellem Anette. Husk at Edward Gee er uddannet konditor. Der er størst sandsynlighed for at opskriften passer…Lad nu være med at være sådan en know-it-all…

Da det eneste jeg skulle tilberede i denne opskrift var farsen – der skulle jo bruges færdiglavet butterdej – var jeg godt tilfreds med, at det faktisk også var ret ligetil. Hakket svinekød blandes med løg, æg, æggeblomme, spidskommen og paprika. Hvis man kan lave frikadeller, kan man også lave fars til Sausage Rolls. Og jeg vil faktisk også sige, at hvis man ikke kan lave frikadellefars, så er denne her opskrift stadig så nem, at man skulle være gevaldigt bagud på IQ-point, for ikke at lykkes med denne opskrift.

Det var første gang jeg havde den fornøjelse at arbejde med butterdej. Og det var virkelig en fornøjelse, at det var færdiglavet. Jeg er normalt tilhænger af at lave alt fra bunden, men lige i dette tilfælde, hvor opskriften legitimerer det, er jeg ikke bleg for at bruge et færdiglavet produkt. Der er jo ingen grund til at gøre det sværere end det bør være.

Jeg fik i alt lavet 13 rolls, og der var fint med butterdej tilovers til dekoration. Det gav mig også mulighed for at lege med mine nyindkøbte udstikkere. og selvfølgelig holdt jeg mig ikke tilbage for en sentimental kærlighedserklæring til min mand, som i mine øjne er verdens bedste far.

De fik dog længere tid i ovnen end det fremgår af opskriften. Men der kan være meget forskel på ovne, så jeg var ikke ked af at give dem 10 minutter ekstra så de kunne blive flot gyldne. Den her opskrift kunne ikke gå galt, og det gjorde den for en gangs skyld heller ikke.

Det var en interessant lille spise både varm og kold. Jeg kan anbefale at lave disse som et lidt anderledes indslag, hvis man skal på eks. skovtur, for de er altså både nemme at tilberede og at have med på farten.

Og det er jo faktisk typisk briter. Not so much mucking about. Det er simpel og ligetil mad, der er alt andet en prætentiøs.

 

De bedste hilsner

Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *