Sommerfrugttærter – endelig med jordbær af egen avl

Jubii, det er sommer, og endelig eksploderer jordbærbedet med store røde jordbær. Der er også eksploderet lidt gråskimmel iblandt dem, men skidt med det.

Herhjemme går vi rigtig meget ind for økologi – først og fremmest ud fra et sundhedsperspektiv, men skam også ud fra et miljøperspektiv. Vi vil hverken have giften i kroppen eller i vores børns og børnebørns og deres børn og børnebørns drikkevand.

Jeg har derfor længe sagt, at jeg venter med de opskrifter der indeholder friske bær og frugter til de er i sæson i vores egen have. Det er fuldstændig tosset at punge ud for bær der er pumpet til med gift. Det kan godt være jeg dummer mig ofte, men jeg er ikke idiot.

Efterhånden er vi selvforsynende med følgende i vores giftfri have:

  • æbler (3 sorter)
  • pærer (2 sorter)
  • sur- og sødkirsebær
  • jordbær (2 sorter)
  • vinrabarber
  • blommer
  • efterårshindbær
  • hyldeblomster

Derudover har jeg startet min længe ventede køkkenhave op, hvor der i øjeblikket er fyldt med 3 sorter kartofler (herunder en gennemfarvet lilla kartoffel ved navn Blå Congo, som er meget sjov). Imellem kartoffelrækkerne har jeg 2 sorter pralbønner for at forebygge kartoffelskimmel.

Og der er plads til mere. Også høns. Desværre rækker mine overtalelsesevner ikke så langt hos Allan som ikke er det fjerneste solgt på den ide. Det forstår jeg virkelig ikke. Måske jeg skulle friste med også at få en lille flok svin. Bacon og æg. Måske den så går rent ind hos mandfolket?

Han kunne godt tænke sig en ged i haven. Men det er kun for at kunne præsentere den som Anettes ged i haven.

Der kom jeg vist ud af en tangent

For lige at komme tilbage på sporet.

Jeg var ude og plukke jordbær den anden dag, og sendte derefter Allan en række svært forstyrrende sms’er midt i hans arbejdstid med billeder fra bogen af fem opskrifter – alle med jordbær. Så må du vælge hvad jeg skal lave, skrev jeg.

Valget faldt på disse sommerfrugttærter, som der er et meget indbydende billede af i bogen.

Det var første gang i meget lang tid at jeg havde bagt mig videre i min bageudfordring. Jeg har ikke brudt mig om at der har været så stille, men årsagen dertil har været skøn.

Så nu stod jeg der med 27 grader i køkkenet og vidt åbne døre og vinduer samt verdens mindste blæser indkøbt under sidste sommers tørke, hvor udvalget stod mellem en gigantisk blæser på størrelse med en sumpbådspropel og en mere beskeden størrelse.

Jeg var i megagodt humør, og gik og skrålede med på Tom Jones’ udødelige klassiker “Delilah” mens jeg svingede med armene og virkelig følte den.

Det første under der skete var at jeg skulle bruge 115 gram smør, hvilket er mellem anvisningsstregerne på smørpakken, så hvad der derefter skete var ret utroligt.

Jeg ramte præcis 115 gram. Præcis. Og jeg jublede lidt mens Tom Jones kørte sit eget løb.

Mens mørdejen hvilede sig i mere behagelige temperaturer i køleskabet, gjorde jeg mine små tærteforme klar. Der stod intet i opskriften om, at de skulle smøres inden, så det skulle de nok ikke.

Jeg kunne bare lige se det for mig, at det eneste der stod imellem mig og succes, skulle være smør.

Jeg er den lykkelige indehaver af en Lurpak smørspray, som gør det virkelig nemt at smøre mine bageforme. Jeg må lige leve med at den under brug også smører alt andet i en halv meters omkreds. Men jeg valgte at smøre formene ind, bare for at være på den sikre side. Hellere være på den sikre side.

Skallerne blev fint bagt i ovnen. Måske var de lige til den velbagte side i kanten, hvorimod bunden tenderede underbagt.

Så skulle de fyldes med ostecreme og frugter. Udover egne jordbær, havde jeg købt økologiske blåbær og kiwier.

De så fantastiske ud.

Og de smagte helt perfekt. En god balance mellem det sprøde og bløde og det syrlige og det søde.

Det er helt bestemt nogle der skal laves en anden gang. Forhåbentlig med blåbær af egen økologiske avl. Nok ikke kiwier, men man kan jo ikke få alt.

De bedst sommerhilsner

Anette

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.