Squashkage – og noget om godt naboskab

Den anden dag var jeg i haven. Jeg har fortalt jer, at jeg fik en vild plan en mandag formiddag, hvilket resulterede i storindkøb fra planteskolen og en mindre omlægning af haven. En tur i haven betyder dog også at man tjekker op på naboens liv. Er alt stadig godt? Hvad har du i din køkkenhave? Er i også plaget af mosegrise?

Det specielle ved at bo i et nybyggerkvarter som vi gør, er at de lokalplansregulerede bøgehække har en højde, der gør det muligt at lære sine naboer rigtig godt at kende i de første 5-7 år.

Nogle dage har man lyst til at smække verdens højeste plankeværk op, indtil man indser, at det er ok, at man ikke kan finde ud af at starte græsslåmaskinen – uanset hvor meget man bander og hiver i snoren – og at man skal huske at tage beskyttelsesplastikken af hakkejernet inden man flasher sit nye Fiskarsgrej (Nøj, hvor jeg følte mig dum den dag), og at det der kæmpe hul i ens havejeans som uheldigvis er placeret et spændende sted nær inderlåret jo bare medfører at rumpen skal reguleres ind mod egen matrikel (hvilket jo bare forvandler havearbejde til en form for interpretive dance).

Alle dage nyder jeg den pionerstemning, der er i vores nybyggerkvarter. Vi skal have det godt. Vi skal komme hinanden ved. Vi skal bygge et godt fællesskab. Det har overrasket mig, at jeg har omfavnet den pionerkultur. Jeg er temmelig meget en individualist. Men det er rigtig rart, at have det godt med de mennesker, der omgiver én.  Og vi har været heldige med vores naboer. Heldigvis.

Den anden dag var jeg som sagt i haven. Jeg var ved at lægge en bedkant i nogle rester herregårdssten, der var tilovers fra da terrassen blev anlagt for nogle år siden. Vores nabo hilser over vores pygmæhæk, og vi falder i snak. Vi får en god snak om, hvad der er sket i vores liv den sidste tid, og efter vi er opdateret rækker hun to store hjemmedyrkede og økologiske squash over hækken. “Jeg har så mange. Værsgo”.

Der var et eller andet i den gestus, der rørte mit hjerte. At dele ud af sin overflod. Det handler ikke kun om at glæde andre med ens overskudsproduktion, men ligeså meget om at dele ud af det gode og usynlige der følger med sådan en gave. Accept. Inklusion. Fællesskab.

Derfor ville jeg også bruge de her squash til noget rigtig godt. Og hvad er bedre end kage?

Så jeg valgte at lave squashkage. En god gammel klassiker som i Edward Gees bog er henført til USA & Canada, men mon ikke det er et spørgsmål om, at hvor der er squash er der også squashkager. Der var i hvert fald mange i min barndoms Ragebøl i 80’erne.

Mens jeg står og stiller tingene frem og måler af, rammes jeg af en bølge af veltilpashed. Du kender det måske selv. Man står og passer sig selv, og pludselig føles alt rigtigt og velkendt. Det var sådan jeg havde det. Som et minde der rammer. Et deja-vu. Jeg var nok pludselig henført til barndomshjemmet på gården i Ragebøl.

Det var en regnvåd og grå lørdag. Inde i stuen blev der set tv med dyner på. Ude i køkkenet hos mig, spillede alle mine yndlingssange på Sonos’en, og en svag, varm og krydret duft af kanel strejfede mine næsebor.

Jeg har altid elsket efterår, og der er i min bog intet bedre end en regnvejrsdag (også selvom det betyder at den i forvejen forsømte græsplæne må vente endnu en dag på at få klippet sin vintermanke ned). Så det startede rigtig godt, og jeg hyggede mig i køkkenet.

Selve processen med at bage denne squashkage vil jeg ikke trætte jer med. Det var temmelig ligetil og velkendt. Og den smagte ligesom den skulle. Der var ingen overraskelser. Og det var også godt, trygt og velkendt.

Hele oplevelsen med de her squash har dog fået mig til at tænke: Er godt naboskab ikke et spindelvæv af usynlige bånd? Vi binder hinanden ind i et spind af god stemning, fællesskab, støtte og varme, fordi vi alle ønsker en verden – hvor lille den end er – der indeholder netop disse ting, fordi det er sådan vi har det bedst. Når verden omkring os er grundlæggende god, så trives vi nemlig selv. Vi er trygge ved det velkendte.

Så vi hilser med glæde på naboerne og arrangerer vejfester og deler ud af overskudsfugesand og overskudsgrøntsager. Fordi vi dermed opbygger vores kvarter med nogle kerneværdier, der ikke er reguleret i lokalplanen, men som er essentielle for vores velbefindende og vores ro. At vi har det godt med hinanden. At vi har overskud til at ville hinanden og vores lille verden på 20+ parceller det godt. Så går vi rundt på vejen med et vidende glimt i øjet. “Vi er de samme, ikke fordi vi bor på samme vej, men fordi vi vil samme vej”.

Og så står jeg der med fødderne i vores lidt for høje græs med hul i buksen og med hænderne fulde af squash, et varmt hjerte og et taknemmeligt smil på læben. Og jeg kan mærke at det føles rigtig godt. At vi er kommet et godt sted hen.

Hav en dejlig søndag

Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *