Stromboli – For en gangs skyld var jeg uncool i køkkenet

Nogle gange, når jeg står i mit køkken og laver italiensk mad, lader jeg tankerne fare. Tit og ofte fantaserer jeg om, at jeg er en italiensk mama. En matriark med trinde former og en bestemmende tone, som uden de store armbevægelser, kyndigt tryller velsmagende retter frem til sin beundrende familie  i sit rustikke, brune køkken med udsigt til olivenlundene.

Så taber jeg et æg på gulvet, snubler over en legetøjsbil eller brænder aftensmaden på, og indser straks, at jeg bare er mig. En – nogle gange – gastronomisk forvirret, men altid velmenende mor og hustru, der aldrig helt kan huske, hvornår hun satte maden over, resulterende i alt andet end pasta al dente.

Men jeg elsker at lave mad. Og jeg har især en forkærlighed for det italienske køkken. Nu skal du høre hvorfor.

Modsat det franske køkken, er det italienske køkken, stolt af at være simpelt. Italiensk mad er fuld af kulør og er god gedigen og velsmagende bondemad. Jeg er skam stor fan af fransk kokkekunst, der også på sine egne præmisser kan være simpel bondemad. Men for mig står italiensk mad som noget særligt. Noget uperfekt og ægte. Noget der bare smager godt.

Så jeg glædede mig rigtig meget til at lave Stromboli, der – og dette kom bag på mig – faktisk slet ikke er italiensk. I hvert fald ikke sådan rigtig.

Stromboli blev opfundet af italienske immigranter i USA i 1950’erne. Tilsyneladende blev retten navngivet efter en vulkan på Sicilien. Så hvad vi her har at gøre med er fædrelandskærlighed i rouladeform.

Strombolien minder lidt om en sammenrullet pizza, men fyldet er mere i retning af en sandwich. Så i modsætning til calzone, der er indbagt pizza, må strombolien altså være indbagt sandwich.

Fyldet består af italiensk salami, mozzarella, bagte og skindløse peberfrugter samt frisk basilikum.

Salamien giver en virkelig interessant smag til strombolien. Modsat pepperoni, der er meget kraftig og stærk i smagen, er salamien mere diskret og – beklager det fortærskede udtryk – nøddeagtig. Nøddeagtig er virkelig sansernes skraldespand, og er vel i sidste ende udtryk for umami, dvs. den der ubekendte smag som vi ikke helt kan placere. Jeg har godt nok heller aldrig smagt en valnød, der smagte af salami – gudskelov – men i mangel af bedre, må udtrykket få lov at stå.

Man laver en dej bestående af gær, salt, olivenolie, vand samt mel med højt glutenindhold. Gluten er det der dannes af hvedens protein, og gør at dejen hæver godt, bliver elastisk og holder sin struktur godt under bagning. Hvis du skal brug hvedemel med højt glutenindhold, så gå efter hvedemel med højt proteinindhold, dvs. ca. 11-12 gram eller højere.

Jeg besluttede mig for at være lidt italiensk overskudsmama, og få dejen tidligt i gang om eftermiddagen, så der blev tid til en lang gåtur ned til biblioteket. Dejen skulle godt nok kun hæve 1 time i første omgang, så da jeg returnerede efter 2½ time havde jeg faktisk forventet at se dejen være på vej ud af døren, men den var hævet fint og kun op til kanten af skålen. Den blev æltet igen og sat til at efterhæve i yderligere 10 minutter.

Herefter skulle dejen rulles ud til en rektangel. For en gangs skyld formåede jeg at få det til at ligne en rektangel med pæne kanter. Jeg synes ellers altid, at jeg ender med noget, der ligner en benamputeret søstjerne på crack.

Så indtil videre gik det jo ganske godt. Jeg syntes virkelig, at jeg omfavnede min indre italienske mama.

Så slog det mig: Peberfrugterne som lå så dejligt koldt i køleskabet sammen med den måske for gamle pikant, og den i månedsvis forsømte surdej, skulle have været ovnbagte og derefter flået for skindet.

For pokker da også. Så er vi tilbage, hvor vi plejer at ende. Anette der fjoger rundt i køkkenet, fjernt fra Toscanas bjergsider, med hovedet under armen og lidt for lidt tid til servering af aftensmaden kl. 18.

Så blev ovnen skruet op på højeste varme og de to forglemte peberfrugter i al hast kastet ind med håbet om, at jeg fortsat kunne nå at redde ansigt.

Det kører bare det her.

Efter noget tid i ovnen, og derefter noget tid i en forseglet frostpose, var det ret nemt at pille skindet af peberfrugterne. Det blev gjort lidt rustikt. Med andre ord, blev det gjort lidt tilfældigt, men de var da mest skindfrie…

Nu kom vi til noget mere zen-agtigt. Dejen skulle dækkes af først salamiskiverne og dernæst mozzarellaen, basilikummen og til sidst peberfrugterne. Det så mega flot ud. Se bare på billedet nedenfor.

Strombolien skulle herefter rulles sammen på langsiden ligesom en roulade, og lægges på en oliesmurt bageplade. Spørg mig ikke hvorfor man ikke blot kunne have brugt bagepapir, evt. penslet med olie, hvis det har betydning for smagen. Jeg ved bare at jeg brugte en del tid efterfølgende på at vriste den færdigbagte stromboli fri af bagepladen. Nu er der jo heller ingen grund til at gøre det mere besværligt end det bør være, vel?

Inden den kom ind i ovnen skulle den pensles med olie og drysses med salt, hvilket jeg – naturligvis – læste forkert. Så den blev dobbeltsaltet. Først inden olien og igen efter.

Så skal den ind i ovnen. Klokken er ved at være mange. Den skal bage i 30-35 minutter og familien er ved at være sultne.

Jeg havde så begået den klassiske fejl, at tænde ovnen med ovnristen inden i. Strombolien lå jo på en bageplade. Jeg kunne nok godt have smækket bagepladen oven på risten uden at resultatet var blevet dårligere af det, men med en temperatur på nogen og 40 udelukkende lokaliseret til kinderne og et køkken, der flød med opvask fra mine gastronomiske anstrengelser, kunne jeg bare ikke lige se det som en løsning.

Altså måtte den varme ovnrist ud, men så kunne jeg naturligvis ikke finde mine grydelapper. Med en Stromboli, der ligger med armene over kors og tripper utålmodigt på sin olierede bageplade, og det faktum at jeg ud af opvask havde skabt mine egne toscanske bjergsider i køkkenet, begyndte jeg efterhånden at tale lidt med mig selv og småbande. Der blev sågar lavet armfagter og anden gestik. Uden at jeg vidste det var jeg for en stund blevet italiener. Blot ikke lige den type jeg havde fantaseret om. Nærmere en ilter foldboldspiller fra Italiens 4. division.

Nu var strombolien sat ind i varmen, og jeg kunne begynde at køle lidt af.

Åh gud. Opvask. Over det hele…

Men da jeg igen kunne se bordene og maden var klar til servering, følte jeg mig endnu engang som den italienske mama jeg helst ville være. Roligt og med et overskudsagtigt smil serverede jeg på et nydeligt fad min hjemmelavede Stromboli for min familie. Og endelig kunne jeg sidde ned og nyde frugterne af mit arbejde.

Det smagte af olivenlunde, solskin og toscanske bjergsider.

Tak fordi du læste med. Det kunne være hyggeligt hvis du efterlod en kommentar, så jeg ved hvem jeg skriver til 🙂 Bare lige et hej, en emoji eller din livshistorie hvis du vil. Jeg er nysgerrig!

Vi snakkes ved igen om 14 dage. Indtil da – Hav en dejlig søndag!

Anette

2 Replies to “Stromboli – For en gangs skyld var jeg uncool i køkkenet”

  1. Et hej fra din søster og hendes bonusafkom der fik historien om strombolien ind med den hjemmelavede burger det gav her til aften. De synes det var meget morsomt at høre om de toscanske bjergsider der imens voksede ud af opvasken imens du kokkererer. Bestemt endnu et indlæg der vil vække morskab hos Carsten!

    1. Hej Christina. Tak for din kommentar. Jeg er glad for at kunne stå for underholdningen 🙂 Burger er desværre ikke en del af Edward Gees bog. ØV. Det lyder lækkert 🙂 Hils dem alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *