Tosca kage

En gråvejrsdag, er sådan en dag hvor man føler sig puttet af Moder Natur. Jeg gør i hvert fald. Jeg har tendens til at gå lidt i dvale når solen ikke skinner. Bevares, det er ikke fordi jeg bliver deprimeret eller noget. Jeg får bare lyst til at tage tingene lidt mere med ro, og nogle gange kan jeg godt gå helt i stå. For at blive i den metafor har det været gråvejr i nogle måneder.

Jeg er blevet mor igen, og jeg elsker livet og den form min familie efterhånden har antaget. Men der er heller ikke plads til meget andet end familielivet lige pt. De stunder hvor børnene er puttet og madpakkerne smurt, går jeg altså ikke lige i gang med at bage mig et par opskrifter nærmere målet om en dag at have bagt alle opskrifterne i Edward Gee’s bog.

Næ. Det øjeblik viseren står på fyraften, slår en kæmpe magnet i sofaen til og den slipper først sit tag i mig, når mørket er faldet på, og magneten inde i sengen slår til.

Men denne ene dag var der det nødvendige frirum til at bage. Så mens jeg stod og studerede opskriften på Tosca kage spiste jeg en snøffel og solede mig i mit eget overskud.

Og nu til sagen

Jeg læste opskriften igennem inden jeg gik i gang, og følte allerede at jeg derigennem var foran på point.

Det første der stod jeg skulle gøre var at smøre en springform og drysse den med mel. Derefter skulle jeg beklæde springformens bund med bagepapir og for at det ikke skal være løgn skulle jeg derefter yderligere smøre bagepapiret med smør.

Der må være én der nærer den dybeste mistillid til sit bagepapir…

Men det gør jeg ikke. Og jeg synes måske også det lyder som at gå med både livrem og seler for en forholdsvis simpel opgave.

Så jeg gjorde som jeg altid gør

Bagepapir i bunden og smør på siderne. Tjek!

Ingen grund til at gøre det mere besværligt end det behøver at være

Derefter skulle der blandes ingredienser

Imens det smeltede smør stod og holdt sig lunt forsøgte jeg at være lidt vaks. Sådan lidt hurtig. Sådan lidt for hurtig tilsyneladende.

Først havde jeg glemt at kommer sukker i æggesnapsen. Så er vi jo ligesom i gang.

Dernæst stod jeg og prøvede at piske æggesnapsen (nu med sukker) luftig med dejkrogene.

Det kører i det sædvanlige spor.

Jeg giver snøflerne og det hurtige blodsukkertrip skylden.

Kagen bages i to tempi

Nemlig først i 20-25 minutter, hvor den bliver bagt næsten færdig. Så skal den have mandeltopping på og bages færdig i 15 minutter. Simpelthen for at mandeltoppingen ikke plumper igennem massen og ligger sig som mandelfyld i stedet.

Så imens kagen var i ovnen i første omgang skulle jeg lave mandeltoppingen.

Hertil skulle der bruges mandelflager, som jeg gudskelov havde på lager i spisekammeret. Faktisk havde jeg for én gangs skyld alle ingredienser på lager inden jeg gik i gang med projektet. Det er et niveau af tjekkethed, der er nærmest uhørt. Havde det blot været tilsigtet, men det var desværre mere held end forstand.

Who cares? På denne her måde får jeg trods alt kage.

Jeg har før formået at “ændre” lidt på en næsten færdigbagt kage ved at plumpe toppingen på for tidligt i bagningen. Så jeg frygtede lidt en gentagelse heraf.

Så bare for at være på den sikre side, gav jeg kagen de maksimale 25 minutter.

Imens jeg funderede over, hvordan jeg bedst kunne sikre min succes og undgå en gentagelse af førnævnte tidligere uheldige symbiose mellem ubagt kage og topping, brændte jeg toppingen let af i bunden af kasserollen.

Så meget for en sikker succes.

Jeg burde ellers være godt kørende på blodsukkerfronten. Godt nok var snøflerne brændt af i fordøjelsesmotoren. Jeg havde dog sørget for en afbalanceret tilførsel af sukkerholdig, ubagt Tosca dej fra skålen for at undgå yderligere motorsvigt.

Der er lige tid til en sidste fejltagelse

Jeg tror egentlig det var en god ide at jeg bagte den 25 minutter. Måske de 5 minutter gjorde en forskel.

Der var i hvert fald ingen mandelflager, der dykkede, og kagen fik sit sidste kvarter til at blive helt færdig i sød harmoni med min letbrændte topping.

Den næstsidste linie i opskriften: “Lad kagen køle af”, er altid en sætning jeg har haft det svært med.

Ligesom med tal i en sætning, er det noget jeg har tendens til at springe let og elegant hen over.

Så i stedet for at lade den færdige kage køle lidt af stod jeg der med kriblende fingre og savl løbende ned af hver mundvig og øjne der sprang ud af hovedet på mig samt med en hjerne, der for længst var gået i dvale efter for voldsomt et kombineret snøffel-/kagedejstrip.

I bagklogskabens lys burde jeg nok som minimum have løsnet den i kanterne med en kniv inden jeg åbnede springformen. Så min hurtige beslutning om hurtigst mulig kage resulterede altså i at kagen blev lettere revet fra hinanden da jeg løsnede springformen.

Men det var en lækker kage. Og det lykkedes mig at skubbe de to dele sammen igen.

Den karamelliserede mandeltopping var sprød og lækker og bar ikke præg af at være blevet branket lidt af inden.

Selve kagen var blød og lækker.

Den kommer helt bestemt i “bag igen en dag” kategorien.

Men det er nok bedst at jeg ikke inhalerer en bakke snøfler inden. Og så går der nok noget tid imellem bagerierne i den næste tid.

Hav en dejlig dag

Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.