Whoopie Pies og hvinende landmænd

Jeg måtte ryste lidt på hovedet da jeg læste historien bag det mærkværdige navn “Whoopie Pies”. Tilsyneladende er det en opskrift, der stammer fra enten New England eller Pennsylvania og var en del af madpakkerne som bondekonerne smurte til deres bondemænd når sidstnævnte drog i marken. Det siges, at mændene råbte “Whoopiee!” når de åbnede madpakken og så deres ægtefælles søde hilsen.

Det tror jeg ikke på!

Ingen selvrespekterende og stovt bondemand ville sidde på sin selvbinder og råbe “Whoopiee!”. Ingen – medmindre du er en lille pige med fletninger fra 1950’erne – siger “Whoopie!”. Eller også er amerikanske landmænd af en anden bygning end de mere velkendte jyske landmænd. Jeg har aldrig hørt det herhjemme. Nu er jeg selv fra landet, og det eneste jeg har hørt landmænd snakke om på marken er halvlumre vittigheder, hvem kyssede hvem til halballet, det nyeste nye fra John Deeres forårskollektion eller svineinsemineringsteknikker. Vildere bliver det sjældent.

Men for lige at vende tilbage til kagen. Det er to bløde græskarkager, der er lagt sammen med en creme baseret på flødeost og smør og med ahornsirup og kanel som smagsgivere. De smager rigtig godt, og er ikke så svære at lave.

Alligevel måtte de små grå i omdrejninger, da jeg skulle finde ud af hvordan jeg fik puréeret min butternut squash. Først greb jeg efter stavblenderen, men der skete ikke rigtig noget. Så greb jeg ud efter minihakkeren. Jeg gjorde faktisk alt for at undgå at bruge blenderen, da det altid er så meget opvask.

Minihakkeren fik finthakket det, og efter lidt tilførsel af vand blev det til en flot og orange puré.

Kagedejen blev pisket nemt sammen, og hældt på sprøjtepose. Herefter sprøjtede jeg 3 pladefulde ud, og tømte de sørgelige rester fra sprøjteposen direkte ind i munden. Det smagte skønt, og jeg er totalt en rå kagedejsspiser.

Jeg har nok lavet dem for små for det skulle kunne have givet 12 kager, men jeg fik 18 styks.

Jeg forventede at de ville flyde mere ud i ovnen end de gjorde, men de var stort set intakt i størrelsen efter bagningen. Allan fik en smagsprøve, da han – snedig som han er – holdt sig nær køkkenet. “De smager af klejner!” udbrød han, og jeg giver ham ret. Der manglede måske lige lidt citron, men ellers kunne man have troet at det var klejnedej.

Cremen smagte godt, men meget sødt og blev lidt vammel i længden. Denne sprøjtepose blev i hvert fald ikke tømt direkte i munden.

En anden gang ville jeg lave kagerne lidt større og være mere gavmild med cremen. cremen forsvinder lidt imellem kagerne, og det er ellers synd for den virker frisk mod kagens krydrede sødme.

Men de smagte skønt og meget juleagtigt.

Hav en dejlig weekend.

Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.